Boulderhallen

Bouldering er super nemt at komme igang med. Alt du behøver er blot et par klatresko og lidt kalk – og man kan låne begge dele i hallen.

Bouldervæggen er opdelt i tre overordnede sektioner som byder på klatring i forskellige stilarter lige fra overhængende tagklatring til delikat fodarbejde på slabbet.
Derudover er selvfølgelig kønsopdelte omklædningsfaciliteter med bad og toilet samt opbevaringsskabe, så du har mulighed for at låse dine værdigenstande inde mens du klatre. Vi arbejder løbende på at forbedre faciliteterne så der er noget for enhver smag og evne til fordel for alle klubbens medlemmer. Hvis du går rundt med en god idé til forbedringer eller med et brændende ønske om at få indflydelse i din klatreklub så send en mail til formand@nkk.dk.

Loungen

I NKK ønsker vi at skabe stærke og skadesfri klatrere. Derfor tilbyder vi et loungeområde til opvarmning og styrketræning med et stort udvalg af moderne træningsfaciliteter inden for klatrespecifik træning.
Loungen er indrettet med vægte, TRX trainers, yogamåtter og meget mere. Nedenfor loungen har vi et stort campusboard og en systemvæg med speciel henblik på opbygning af fingerstyrke.
Det nyeste tiltag på træningsfronten er vores custom-made sloperrail i loungen, som blandt andet har pull-up bars og hangboards.

Rebklatring

Højvæggen

Klatrevæggen i Nørrebrohallen tilhører Nørrebro Klatreklub. Du skal være medlem af NKK for at benytte væggen. For besøgende, der ikke er medlemmer, kræves dagskort. Disse kan købes i receptionen i Nørrebrohallen.
Du skal have deltaget i et SIKRINGSKURSUS eller være i besiddelse af tilsvarende kompetencer.
Vis hensyn til andre på væggen og hallens øvrige sportsudøvere.
Ved undervisning og kurser kan der kun klatres i det omfang instruktøren giver tilladelse til det.
Væggen er 10 m høj så samtlige ruter på væggen kan klatres med et 30 m reb.

BaNanna Park - OBS MIDLERTIDIG LUKKET

BaNanna park ligger midt på Nørrebro på Nannasgade. Grunden, der tidligere var kraftigt forurenet er blevet totalt oprenset og lavet om til en flot park med boldbaner, legepladser, bordtennis og græsplæne. BaNanna Park er frit tilgængelig for alle, hvor Nørrebro Klatreklub står for vedligeholdelse.
I foråret 2010 blev den længe ventede klatrebue ved BaNanna park åbnet. Væggen er ca. 14 meter høj og byder på al slags klatring lige fra crimpet slab til hårdtpumpet klatring i det store tag. Angående valg af reblængde anbefaler vi et 40 m reb, hvis man vil være sikker på at komme ned igen på alle ruterne. Da væggen er 14 m høj siger det sig selv at et 30 m reb er nok på de lodrette linier, men også kun lige akkurat. Der finden ingen online ruteguide, men info om hver rute findes på væggen. Der er til hver en tid ruter i 5., 6., og 7. grad, dog flest i 6a-c. Væggen har plads til ca. 50 ruter, men antallet kan variere. Der er faste hængere på det meste af væggen, men tag et sæt ekspres slynger med hvis du vil klatre slabbet.
BaNanna Park har sin egen facebook side, hvor man bl.a. kan finde klatremakkere, efterlyser glemte sager eller holde sig opdateret omkring genåbningen af BaNanna.
I sommeren vil vi afholde de klassiske NKK grill aftener i BaNanna Park. Ligeledes vil vi fra tid til anden afholde rutebyger aftener.