Graderinger

Graderinger er principielt noget så enkelt som et tal, der fortæller, hvor svær en rute er. 3 betyder nem, og 9 betyder uhyggelig svær, og tilføjes der et + eller – betyder det henholdsvis lidt sværere, eller lidt lettere end tallet antyder. Så nemt burde det være, men sådan er det desværre ikke. Der er mange grunde til, at graderinger er et lidt uldent emne indenfor klatring bl.a. afhængigg af stil og verdensdel.

Bouldergraderinger

Boulderproblemer graderes normal enten med en variant af det franske system, eller med det såkaldte V-system, der, selvfølgelig,er amerikansk. Her kan du læse lidt om opfinderen af V-systemet, Sherman the Vermin. Boulderproblemer er generelt korte, og derfor bliver de i det franske system graderet ret lavt, i forhold til de tekniske problemer. Man skriver som regel 7A+ (i stedet for 7a+) for at markere, at der er tale om et boulderproblem. I guidebogen til eet fransk boulder-område anbefaler de, at man tæller graderingeren et helt tal og et plus op (dvs. fra 6A til 7a+), hvis man vil sammenligne med de franske rute-graderinger. At sammenligne bouldergrader med rutegrader er en meget tvivlsom sag, som alle gør forskelligt.

Men du kan sammenligne de fire almindelige bouldergraderings-systemer her nedenfor. Peak Bouldering grade bruges i Peak District i England, mens British Tech er samme system som det engelske rutegradering. Font er Fontainebleu-systemet som absolut ikke skal forveksles med det franske system til ruter: der er meget stor forskel på en 6c-rute og en 6c-boulder. Som regel – men ikke altid, desværre – kan man skelne mellem dem, ved at en bouldergradering har bogstaverne med stort, sådan : Dreamtime, 8C. Farvemarkeringen angiver hvordan graderne forholder sig til Fontainebleaus meget populære circuits – grupperede samlinger af boulderproblemer.
Traversgradering er for traverser, og er meget vanskelige at sammenligne med andrebouldergrader. Generelt er en travers 7a sværere end en 7a-rute og meget nemmere en 7A-boulder.
V grade er fra Hueco, opkaldt efter Hueco Tanks, som er/var et meget populært bouldersted i USA. Dette system kaldes også for V-grader, og er i hvert fald i klatrebladene noget af det mest udbredte.

 

Route grades table

Sportsgraderinger

Et andet meget anvendt graderings-system er det franske. Her tæller man også fra 1 – selvom man aldrig ser ruter med en gradering under 3. Efterhånden som man kommer op i graderne begynder man at underopdele, først med + og -, og fra 4 også med bogstaver: 6a-, 6a+ 6b- 6b+ 6c- 6c+, 7a- også videre. I praksis bruges minus meget lidt. Aktuelt er det sværeste en dansker har klatret 8b+, mens den højeste gradering der er blevet alment anerkendt er 9b. I denne ende af graderingerne er der meget få, der overhovedet kan klatre ruterne, og derfor er der meget diskussion om graderne. På de fleste klatrevægge vil det være denne graderingsskala, der bliver brugt. Nogen steder bliver den blandet sammen med en del af den engelske, hvilket kan være meget forvirrende: en engelsk 5c svarer muligvis til en fransk 6c+ ! På Wikipedia er, der angiver nogle ca. sammenligningsregler for graderinger.Man kan (blandt andet) kende de engelske graderinger på, at der altid optræder mere end blot et 5c – der vil også stå f.eks. HVS. En vigtig ting ved den franske skala er, at den ( i hvert fald oprindelig) udtrykker gennemsnits-sværhed. Det vil sige, at en meget kort rute, med een 7a-niveau bevægelse, og en meget lang rute, med mange 6b-niveau bevægelser, begge ville være graderet 6c. Det er vigtigt at vide, da man så på rutens længde kan vurdere, hvor teknisk svær den vil være. Det franske system bruges stort set kun til boltede ruter – dog også til tider til boulder-problemer. Det er denne graderingsform du finder på BaNanna Park.

Yosemite Decimal System

I USA bruger man et andet system, der efterhånden også har bredt sig til i hvert fald de europæiske klatreblade. Det er Y.D.S. Her ser en gradering sådan her ud: 5.13c. I princippet betyder 5-tallet, at der er tale om klatring med reb; der findes andre tal, som dog sjældent bruges. Men ser du amerikanere skrive om at en rute findes ved hjælp af “fourth-classing” betyder det, at man skal klatre så man næsten har brug for et reb. Nedtigningen fra K2 på Kullen er et eksempel. Mange tilgange på Kullen – Palbnatokes Skränt f.eks. – ville være third-class. Det er i praksis ret ligegyldigt, men det er hvad 5-tallet før punktummet betyder.

Efter punktummet tæller man op, fra 5.3 til 5.15 – og fra 5.10 under opdeler man med bogstaver: 5.10a, 5.10b, 5.10c, 5.10d, 5.11a. Aktuelt er den højeste gradering der tales om 5.15a. YDS tager i modsætning til det franske system IKKE hensyn til den gennemsnitslige sværhedsgrad; selv hvis ruten er ti kilometer lang, og kun består af 5.13d bevægelser, så er den ikke 5.14a. Men er der een bevægelse af sværhedsgrad 5.14a, så er det rutens gradering, selvom resten så er 5.4. Om der så bliver graderet sådan i praksis er et åbent spørgsmål
YDS bruges i USA til både at beskrive boltede og naturligt sikrede ruter. Du kan i tabellen ovenfor se en række andre graderingssystemer, og en slags sammenligning mellem dem.
Men vent! Det bliver mere kompliceret endnu. YDS-graderingerne er ofte forsynet med en commitment rating og enprotection rating. Førstnævnte angiver hvor meget tid det kræver at klatreruten – fra en time til flere måneders ekspeditioner. Disse graderinger er faktisk UIAA-vurderinger, og består i et romertal:

I.Ruten kan klatres på et par timer
II. Ruten kan klatres på en halv dag
III. Ruten kan klatres på en dag
IV. Ruten kan af hurtige reblag klatres på en lang dag, men en bivouak kan være nødvendig for alle andre.
V. Ruten kræver mindst en bivouakering, og kan kræve både to og tre.
VI. En lang alpin rute der kan kræve en uge at gennemføre
VII. En alpin rute af uhyrlige dimensioner

Protection rating siger noget om, hvor godt ruten er sikret. Oprindelig handler det mest om, hvor gode muligheder der er for at sætte eget gear, men det bruges nu også om sparsomt boltede ruter.
Oprindelig var der fire graderinger:

E – easy; nemt og velsikret/tæt boltet. Styrt vil være minimale.
G – good; gode og sikre placeringer/bolte, der hvor man har brug for dem Styrt vil være korte og ufarlige.
Rrunout; langt mellem sikringsmulighederne, potentiale for lange styrt, og mulighed for at ramme hylder m.m.
X – Extremely runout; meget langt mellem sikringer, mulighed for lange og farlige styrt, mulighed for at ramme jorden

Så, en rute der er graderet: 5.13b X III er en svær (fransk 8a) rute, med meget sparsom sikring, mulighed for livsfarlige styrt – og den tager en hel dag at klatre.

Kullen

På Kullen vil du møde et af de mere simple graderingssystemer, nemlig det “skandinaviske”. Her starter man ved 1 – der betegner en rute af samme sværhedsgrad som en rulletrappe, og tæller op. Efter 4 skifter man af en eller anden grund til romertal (V, VI, etc) – måske er det fordi, det her begynder at blive lidt sværere. Fra 4 bruger man også + og – til at under-inddele graderingerne. Kan du komme op af en V-er på Kullen, er du nået et godt stykke. Den sværeste rute på Kullen er i skrivende stund VIII+, og er hidtil kun klatret een gang. De skandinaviske graderinger er ligesom de skandinaviske sprog – de minder til tider meget om hinanden, men er lidt forskellige, som du kan se på graderingstabellen her på siden. De skandinaviske graderinger bruges generelt kun om ruter, der klatres på egne sikringer. Kullen-føreren opererer desuden (ikke helt konsekvent, ganske vist)med et lidt mere avanceret system, hvor der også er angivet en gradering for den sværeste bevægelse på ruten. Læs mere nedenfor om den type graderingsnuancer, i den engelske graderingsmystik.

Den engelske mystik

Kigger du på tabellen ovenfor kan du se, at det engelske system er mere kompliceret. Kort fortalt bruger man her to tal: et der beskriver den gennesnitslige sværhedsgrad (HVS – E10), mens det andet tal 4c – 7b beskriver den tekniske sværeste bevægelse på ruten. Det engelske system virker umiddelbart meget kompliceret, men de, der er vant til at læse det, hævder at det beskriver ruterne meget tydeligt. 

A, C, WI, M

Der er også nogle særlige under-discipliner af klatringen, der bruger deres egne særlige graderinger. A-graderingen beskriver Artificiel klatring. Den beskriver mere, hvor risikabel klatringen er, end hvor teknisk svær den er. C-graderingerne er en variant af A-graderingen; den beskriver Clean-artificiel-klatring, dvs. artificiel klatring uden bolte, pitoner, bor etc.
WI graderingerne beskriver isklatring, mens M beskriver mix-klatring. De bruges mest i USA, og er ikke særligt almindelige i Danmark.