Klubdag

Klubdagen er undervejs. Men den bliver god. Rigtig god.

Kickstart

Kickstart er et gratis tilbud hver onsdag klokken 19-21 for medlemmer af NKK. Det er primært tiltænkt de der enten (a) er nye i klubben, (b) er nye til sporten, eller (c) søger tips og tricks fra mere erfarne klatrere. Alle er velkomne, uanset niveau og erfaring.
Der er således ikke tale om decideret organiseret træning, men mere organiseret hygge omkring klatringen. Dette krydret med gode råd, tips og tricks samt diverse træningslege. Du kan følge med på Facebook-gruppen: NKK Kickstart din klatring.

Rutebyggerdag

Grebvasken er afskaffet med vores nye system! Farvel murerspande og sved på panden.

For at højne kvaliteten og sikre en hurtigere udskiftning af problemer, har vi besluttet at arrangere faste byggedage hver 2. weekend. Disse byggedage vil samtidig fungere som en rutebyggerworkshop for interesserede medlemmer. Hver workshop vil blive varetaget af nogle af vores erfarne byggere, som sørger for, at der bliver skruet spændende problemer i alle sværhedsgrader.

Dette er en gylden mulighed for dig der enten ønsker at blive introduceret til rutebygning, gerne vil have udbygget din erfaring eller bare ønsker andre rutebyggere at sparre med. Vi opfordrer derfor alle interesserede medlemmer til at kigge forbi – uanset om du aldrig har bygget et problem før, eller har bygget i NKK flere år. Kig i kalenderen eller på facebook for at se, hvornår næste workshop finder sted.

Arrangermenter & Fester

Klubben har tradition for at holde flere sociale arrangementer og fester om året for medlemmer og deres venner - både inden for og uden for boulderhallen. Fra tid til anden opstår spontane arrangementer som for eksempel Bobler & Boulder-serien, fastelavnsboulder, barselsboulder og hvad end du finder på som det næste. Del det med din klatremakker og på facebook-gruppen, så sker det.

Festerne arrangeres af festudvalget, der er et ad hoc udvalg, der har lyst til at planlægge den næste fest. Hvis du har lyst til at medplanlægge årets julefrokost så sig til på facebook væggen - så finder de andre arrangører dig. Det plejer at være mægtig sjovt.

Konkurrencer

Hyggeboulder

I forbindelse med nogle rutebyggerworkshops afholdes venskabelige, afslappede konkurrencer for medlemmerne i NKK.

Boulder Bäst

I november afholder NKK - efterhånden som tradition - en storslået totalboulder konkurrence, Boulder Bäst. Der bliver sat +50 problemer i alle sværhedsgrader i hele hallen. Der er vindere i flere niveauer, så alle kan være med.

BaNanna Park Open

Denne sportklatrekonkurrence afholdes traditionelt i juni for at skyde årets udendørssæson ordentligt i gang med en spandfuld nye lækre ruter.

Forbundsregi

Klubben er også vært for nogle af de konkurrencer der holdes i forbundsregi, såsom DM og Bloc Master.
Afholdelse af især de store konkurrencer er afhængig af frivillig deltagelse fra klubbens medlemmer. Dette kan være opgaver lige fra planlægning af selve arrangementet, dommere på problemer/ruter, børstere, sikringsfolk, isolationsvagter, design af plaket, og meget mere.
Hvis du vil give en hånd med, så kontakt tovholderen af det enkelte arrangement.